Glastag fra vitral

Sjove, ballade & knuste ruder

Da vi var børn, kom vi tit til at slå vinduer i stykker. Vi gik også på æblerov i haven hos sure Overlærer Frandsen længere nede af vejen, og vi plejede også at ringe på folks dørklokker i nabolaget og derefter løbe i skjul og grine af de overraskede ansigter, når der slet ikke var nogen ved døren. Vi gjorde en masse andre skøre ting, der bare var en del af at være børn.

Det med at slå vinduer i stykker, var fordi vi kastede med sten. Jeg ved egentlig ikke hvorfor vi gjorde det, men jeg tror det var fordi vi ikke havde for så meget legetøj – og da slet ikke hverken Playstation eller computer at spille på – så af og til kunne vi finde på at kaste med småsten, sådan som en slags krigsspil. Vi fandt huer, hatte og gamle solbriller og dækkede ansigterne med tørklæder, så vi ikke kom alt for galt af sted når vi ramte hinanden. Og nogle gange ramte stenene bare noget de ikke skulle – som for eksempel folks vinduer. Og så var fanden løs…

Lad nu være at ramme tagvinduerne

Dengang i de ‘gode gamle dage’, kunne vi have haft glæde af stærke tagvinduer eller glastag fra producenter som Vitral, der ville have kunne holde til den slags drengestreger. Men dengang havde de fleste vinduer blot et enkelt lag glas og var så nemme at slå itu. Så vi måtte altid finde på gode forklaringer til vores forældre, om hvorfor vi havde smadret en rude i drivhuset nede i baghaven eller i nabo Knuds varevogn der altid stod uheldigt parkeret ude på vejen. Far kaldte os altid ind til en ordentlig skideballe og sagde at vi var en flok møgunger og at vi skulle lære at være mere forsigtige. “I det mindste” sagde han, “så forsøg dog at sigte efter noget andet end lige  glasvinduerne”.

Men den slags ting var del af den tid vi levede i. Vi havde ikke så meget fancy legetøj at lege med, så vi fandt altid på at bygge nye opfindelser og nye spil vi kunne spille. Engang fik vi konstrueret en fin sæbekassebil ud af gamle træplader, skruer og søm vi fandt inde hos Knud og et sæt hjul fra en gammel barnevogn vi støvede op nede fra jernhandler Olsen. Da vi blev trætte og forpustede af at skubbe hinanden rundt i bilen det meste af dagen, fandt vi på den idé at lade fru Olsens gamle hund trække os. Der blev fundet tøjler og reb, og lavet et godt træk til hunden, der i øvrigt hed Charles. Men det gik selvfølgelig ikke godt, for Charles endte med at løbe hen over både stengærder og under plankeværk – og vi endte som regel med grimme skrammer og masser af hudafskrabninger når dagen var slut.

Men vi klarede det hele, fik masser af frisk luft og udviklede en fin evne til at finde på ting og sager at lave. Selv om vi både var møgunger og fulde af drengestreger – så var det en fantastisk tid.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *